DK ENG DE 4 Stjerner Den grønne nøgle Handicapmærket SITEMAP Kontakt

DRONNING DAGMAR


Vi kender alle folkevisen om Dronning Dagmar: Dronning Dagmar ligger i Ribe syg. Folkevisen og dronningen er knyttet til Ribe og Riberhus slot.  

Dronning Dagmar var bøhmisk prinsesse, døbt Margaretha Dragomira ("den fredselskende") og datter af kong Premysl Ottokar I og Adela af Meissen. I 1205 blev hun gift med den danske konge Valdemar Sejr på slottet Riberhus efter at være blevet sejlet til Ribe fra Meissen.

I Danmark fik hun navnet Dagmar (dagens mø). I 1209 fødte hun sønnen Valdemar den Unge.

Allerede 7 år efter sin ankomst til Danmark døde Dronning Dagmar d. 24. maj 1212 og blev gravlagt i St. Bendts Kirke i Ringsted.

 



Dronning Dagmar på Riberhus Slotsbanke. Statue lavet af Anne Marie Carl-Nielsen


Riberhus Slotsbanke og voldgrav med statue af Dronning Dagmar

Resten af vores viden kommer fra folkeviser, sagn og myter. Dronning Dagmar beskrives som meget afholdt og smuk. Det siges desuden, at hun gjorde meget godt for danskerne, og at det bl.a. var dronning Dagmars fortjeneste at biskop Valdemar blev løsladt efter 14 års fængsel i 1206.

Der findes 5 folkeviser, der handler om Dagmar. De 4 viser omhandler forlovelse og ankomst til Danmark, spådommen om hendes død, hendes sygdom og død. I den sidste folkevise optræder Dagmar i Valdemars drøm og advarer ham om Dronning Berengaria.

Folkevisen "Dronning Dagmar ligger i Ribe syg", som Domkirkens klokker spiller kl. 12 og kl. 15, fortæller om Dronning Dagmars død og Kong Valdemars vilde ridt med 100 mænd fra Skanderborg for at nå frem til den døende dronning på Riberhus. Da kongen nåede til Ribe, var han alene – mændene kunne ikke følge med.

Ved hans ankomst på slottet var Dronning Dagmar død, men folkevisen fortæller, at hun vågnede op og pøvede at overtale kongen til at frigive alle fanger og benåde de fredløse. Dette ønske opfyldte kongen.

Dagmars bad også om, at han giftede sig med Liden Kirsten og ikke prinsesse Bengerd (Berengaria) af Portugal. Dette ønske opfyldte kongen ikke. Kong Valdemar frigav fanger, men giftede sig 2 år senere med Bengerd.

 

(Lyt og læs her: Folkevisen Dronning Dagmar)

 

 



Dagmarkors

På billedet ses smykket Dagmarkorset, som er opkaldt efter Dronning Dagmar, da det er fundet i hendes grav i Ringsted. Dagmarkorset er et byzantinsk emaljearbejde på guld og findes nu på Nationalmuseet. Sølvsmykker - lavet som efterligninger af Dagmarkorset - har i mange år været en populær dåbsgave i Danmark.

 

Kong Valdemar Sejr

 

Kong Valdemar Sejr var nært knyttet til Ribe. Det øverste billede på Kathoveddøren ved Domkirken tyder på at være fra Valdemar Sejrs tid. Man regner med, at det viser Valdemar række et kors til Jomfru Maria. Ved siden af kongen ses dronning Bengerd, som han alligevel giftede sig med, og nedenunder kongens hoved ses dronning Dagmars hoved.

 

Kong Valdemar Sejr drog i 1219 på korstog til Estland. I første omgang overgav esterne sig og lod sig døbe, for derefter nogle dage senere at overfalde den danske hær. Dette blodige slag vandt danskerne, og herefter fik Valdemar tilnavnet "Sejr". Sagnet om, at Dannebrog faldt ned fra himlen, stammer fra dette slag. Herefter var esterne under dansk herredømme i over 100 år.

 


Kong Valdemar Sejr udstedte i 1241 Jyske Lov i Viborg. Kongen indledte loven med en tale, der begyndte med følgende kloge ord: "Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov."

Loven gjaldt for Jylland, men blev senere grundlaget for dannelsen af Den danske Stat og kom senere til at gælde for resten af landet.

Kort efter at have udstedt Jyske lov, døde kongen i Vordingborg i 1241 og blev gravsat i Ringsted.

 

Kathoveddør ved Ribe Domkirke

 

 

Riberhus Slot og Slotsbanke

 

I middelalderen stod der gennem flere århundreder et slot på Riberhus Slotsbanke. Det var et yndet tilholdssted for de danske konger, som dengang ikke boede fast på nogen borg eller slot, men rejste fra det ene sted i landet til det andet for at følge rigets tilstand. 

Ribe var en af landets vigtigste byer – landets handelshavn mod vest og grænseby mod hertugdømmet Slesvig. På den måde blev Riberhus Slot i flere århundreder en forpost for både Ribe og Danmark - placeret ved åen, så man kunne holde øje med alle skibe, der sejlede til og fra byen.

Riberhus Slot blev formodentlig rejst i begyndelsen af 1100-tallet af Kong Niels, som i 1127 fejrede sin søn Magnus´ bryllup her ”hvor havnen vrimler af skibe, som fører al verdens herlige varer ind til staden” (Saxo).

Fra omkring 1200 til slutningen af 1300-tallet var slottet et af kongernes foretrukne. Herefter forfaldt det en del. 1600-tallets krige var hårde ved slottet. Svenskerne besatte det, og i 1644 lod Rantzau dem beskyde med kanoner fra domkirkens tårn. Efter krigene var slottet nærmest en ruin, og fra 1685 blev Riberhus brugt som stenbrud. Alt blev fjernet og det nuværende udseende skyldes restaureringsarbejde i 1940-erne.

På Riberhus Slotsbanke - hvor Riberhus Slot før stod - står nu en statue af den folkekære dronning og skuer ind over Ribe by. Statuen af Dronning Dagmar er lavet af Anne Marie Carl Nielsen og rejst i 1913, mens Danmark var under tysk herredømme (1864 - 1920). Året før, 1912, var 700-året for Dagmars død og fra 1912 begyndte man hvert år at fejre Valdemarsdagen (15. juni) til minde om Dannebrogs fald fra himlen.

På den måde kom statuen til at symbolisere alt det danske og gode i et område, hvor den danske nationalfølelse i forvejen var meget stor, da den dansk/tyske grænse lå både lige syd og øst for Ribe

 

Kilder:

Riberhus Slot og Slotsbanken udgivet af Sparekassen Sydjylland.

Museet Ribes Vikinger. Museum for vikingetid og middelalder.

 

Læs også om Riberhus Slot og Dronning Dagmar under: Gåtur fra Danhostel Ribe

 

© Danhostel Ribe. Historien kan frit benyttes af vore gæster og af andre med tydelig kildeangivelse og link til Danhostel Ribe Vandrehjem - al anden brug: Spørg.