MAREN SPLIID (SPLIDS)
Den 9. november 1641 blev Maren Splids brændt på bålet i Galgebakkerne ved Ribe. Maren var et af de sidste, og nok det mest kendte danske offer for hekseforfølgelser.
|
 Mindetavle på det hus i Sønderportsgade, hvor Maren Splids hus lå |
Maren Splids var ikke nogen typisk heks, for hun var en velhavende og respekteret borgerkvinde i Ribe. Hun var gift med skræddermester Lauritz Splids, og bestyrede værtshuset i det hus Lauritz ejede i Sønderportsgade med dygtighed.
Maren var en selvsikker dame, og der var sikkert mange, der mente, at hun burde være lidt mere blid og føjelig.
I 1637 blev hun anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder, der måske var misundelig på Lauritz Skrædders succes i handelslivet og sur på sin egen uduelighed. Han påstod at 3 kvinder var kommet ind til ham om natten. De to kendte han ikke, men den tredje var Maren. De havde holdt ham, og Maren havde lagt sig på ham, vristet hans mund op og blæst ham i halsen. Derefter var Didrik blevet syg og brækkede en klump bræk op i et bækken. Denne brækklump så mærkelig ud og blev det vigtigste bevis mod Maren.
Brækklumpen blev vist frem til alle - også Ribes øverste myndighed, lensmand Albert Skeel på Riberhus.(Det fineste gravminde i Ribe Domkirke er i øvrigt rejst over ham og hans kone). Byens præster og biskop blev kaldt sammen, og alle mente, at klumpen ikke kunne være naturlig. En heks måtte være på spil.
Maren blev stillet for retten, men det lykkes i første omgang Lauritz Splids at få henlagt sagen mod hans kone. I 1639 havde Didrik skaffet flere vidner og var gået direkte til Kong Christian d. 4. Kongen medvirkede til hekseforfølgelser i Danmark, idet han mente heksene skadede ham både i krigen og hjemme.
Christian d. 4. var direkte anledning til at Maren Splids blev dømt. Han sendte omgående sagen til sin lensmand i Ribe, der nu hed Gregers Krabbe, og sagen blev igen rejst på bytinget i Ribe. Maren Splids blev dømt, men kort tid efter frikendt af rådstueretten i Ribe. Sagen blev nu indklaget for Danmarks højesteret, hvor kongen sad som dommer. Christian d. 4. lod Maren føre til Blåtårn i København, hvor hun blev underkastet tortur og tilstod - skønt det var forbudt at torturere en fange, der ikke først var dømt. Maren angav et helt heksekompagni i sine tilståelser, bl.a. Krøbbel Anna.
Dagen efter dommen blev Maren Splids brændt på bålet på Galgebakken i Ribe under overværelse af så mange mennesker, at hendes præst knapt kunne mase sig frem til hende. Hun havde fået en halv kande mjød at styrke sig på og et lod krudt bundet på ryggen, for at døden kunne blive fremskyndet. Derefter blev hun bundet til en stige og styrtet i de høje flammer.
Maren Spliids dom lød sådan: "Fordi Maren Splid personlig her for retten såvel som tidligere bekender, at hun bruger troldomskunster, og tilmed bevisligt har misbrugt det hellige højværdige alterens Sacramente, tilfinde vi hende som en troldkvinde, på hendes liv at lide bål og brand"
| |
|
I perioden fra 1572 til 1652 var der 12 hekseprocesser i Ribe. Da Anna Bruds blev brændt d. 7. april 1652, var hun den sidste.
At ripenserne var bange for hekse er der stadig tydelige vidnesbyrd om på nogle af de gamle huse i Ribe. Se op på de gamle huses knægte, på flere af dem er der afmærket et kors. På den måde kunne husets beboere beskytte sig mod hekse. Tryk på billedet, hvis du vil se de større.
Læs også om Maren Spliid (Splids) under: Gåtur i Ribe
Læs også om Riber Ret.
Hekseforfølgelser i Danmark og Europa
Et sted mellem 50 000 og flere hundrede tusinder blev brændt på bålene som hekse rundt omkring i Europa.
I Danmark startede hekseforfølgelserne for alvor efter reformationen i 1536 og fortsatte i 1600-tallet, hvor pest og utallige krige raserede store dele af landet og forarmede en stor del af befolkningen.
I et samfund med store sociale, politiske og religiøse forandringer var især de fattigere grupper presset hårdt økonomisk, socialt og ideologisk og havde brug for syndebukke.
Nu da man ikke kunne købe syndsforladelse hos den katolske kirke, kunne man jo forsøge sig med, at man var forhekset til at synde. På den måde slap man selv fri og kunne alligevel blive frelst.
Det var især kvinder, der blev anklaget og dømt som hekse- og især fattige, ældre kvinder. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de også tit på kant med deres naboer og bysbørn, og hvor mændene som regel klarede deres konflikter med fysisk vold, brugte kvinderne mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af dem gik i opfyldelse - ja, så var kvinderne et oplagt emne for hekseforfølgelse.
Kilder:
John Andersen, Torben Andersen, Thomas Wad: Heksenes historie
Gretelise Holm: Maren Splids - En heks fra Ribe
David Grønlund: Historisk Efterretning om de i Ribe By for hekseri forfulgte og brændte Mennesker
Palle Petersen: Heksen på bålet (Roman)
© Danhostel Ribe Vandrerhjem. Historien kan frit benyttes af vore gæster og af andre med tydelig kildeangivelse og link til Danhostel Ribe - al anden brug: Spørg.
