DK ENG DE 4 Stjerner Den grønne nøgle Handicapmærket SITEMAP Kontakt

RIBES VÆGTER


Følg Ribes vægter rundt i byens gamle og atmosfærefyldte gader, mens han synger ripenserne til ro og fortæller byens drabeliges historier om hekse, stormfloder og brande.

 

Vægterrundgang i Ribe i 2010 - turen starter fra torvet
(300 m fra vandrehjemmet):

 
Vinterferien Uge 7. Kl. 20.00 på hverdage
D. 27. marts 2010 i anledning af Earth Hour og Ribe Byjubilæum. Denne tur er specielt arrangeret af Danhostel Ribe og Gammelt Præg (Ribe Bybevaring) og starter fra Danhostel Ribe
1. maj - 15. september. Kl. 22.00 hver dag
1. juni - 31. august - går vægteren både kl. 20.00 og kl. 22.00  hver dag
Efterårsferien Uge 42. Kl. 20.00 på hverdage

 

Vægtertraditionens historie i Ribe

Helt tilbage i 1300-tallet begyndte Ribes vægtere at gå deres vagtrunder i byen. Det var vægternes vigtigste opgave at sørge for, at borgerne kunne færdes trygt i gaderne ved aftenstid og sove trygt i deres senge om natten, fordi de ville blive advaret ved ildebrand eller truende stormfloder.

Det var et anstrengende og om vinteren meget koldt job at gå rundt i Ribes gader fra solnedgang til solopgang. Omkring 1850 var der opsat skilderhuse, som de dengang 4 vægtere kunne hvile sig i mellem rundgangene, men da én af vægterne faldt i søvn i skilderhuset og ikke advarede de borgere, der boede i hans distrikt om en stormflod, så blev de taget ned igen. Ved den lejlighed druknede flere kreaturer på engen og bl.a. købmand Kolvigs varelager blev oversvømmet.

For at holde sig vågne, skulle vægterne desuden hver time - natten igennem - synge et vers.

 

 




Ribes vægter


Guided tur i Ribe med Ribes vægter


Vægterverset kl. 22.:

 

Om du vil tiden vide,

Husbonde, pige, dreng,

Da er det på de tide,

Man føjer sig til seng.

Befal dig Herren fri!

Vær klog og snild,

Vogt lys og ild!

Vor klokk’ er slagen ti.

 

Først i 1800- tallet kom der gadebelysning i Ribe, og indtil da var det svært at finde vej i mørket, ligesom en overfaldsmand let kunne gemme sig. Vægterne skulle sørge for at byens borgere ikke blev overfaldet, når de færdedes om aftenen i de bælgmørke gader.

Selv om vægternes job ikke var særlig godt betalt var deres arbejde alligevel højt værdsat og straffen hård, hvis nogen skulle finde på at overfalde en vægter.

Vægterne selv var udstyret med en morgenstjerne, et frygtindgydende våben med skarpe jernpigge, som han forsvarede sig med, hvis han blev overfaldet.

 

Når man går rundt i Ribes smalle gamle gader, vil man forstå hvor hurtig en brand vil kunne brede sig, dengang man fyrede med åben ild, og husene udover bindingsværk også var udstyret med stråtag. Én af vægternes opgaver var da også at forhindre ildebrande. I 1580 brændte 11 gader og 213 gårde og huse i Ribe, efter branden blev det bestemt at hænge brandstiger og brandhager op, sådanne kan stadig ses i Kølholt Slippe.

 

I Ribe skulle vægterne også holde øje med stormfloder. Hvis en stormflod nærmede sig, skulle de advare byens borgere og råbe fra hvilken vindretning vinden kom.

 

Fra begyndelsen af 1800-tallet skulle vægterne tænde byens 18 olielamper, når der ikke var fuldmåne. I 1854 var der 37 lygter at passe.

 

Vægtertraditionen blev afskaffet i Ribe i 1902. I 1935 genindførte Ribe Turistforening vægterrundgangen som en af Ribes turistattraktioner.

 

 

Kilde: Vægter i Ribe – en kort fortælling om vægtertraditioner i Danmarks ældste by. Sparekassen Sydjylland, 1981.

 

Læs også om Ribes Vægter under: Gåtur i Ribe

 

© Danhostel Ribe. Historien kan frit benyttes af vore gæster og af andre med tydelig kildeangivelse og link til Danhostel Ribe - al anden brug: Spørg.