Maren Spliid - Heksen

MAREN SPLIID (SPLIDS) - DØMT SOM HEKS I RIBE

Den 9. november 1641 blev Maren Splids brændt på bålet i Galgebakkerne ved Ribe. Maren er nok det mest kendte danske offer for hekseforfølgelser.

Hekse i Danmark - Maren Spliid mindetavle
Mindetavle for Danmarks mest kendte heks, Maren Spliid (Splids), på huset i Sønderportsgade, Ribe

Maren Splids var ikke nogen typisk heks

Maren var nemlig en velhavende og respekteret borgerkvinde i Ribe.
Hun var gift med skræddermester Lauritz Splids, og bestyrede værtshuset i det hus Lauritz ejede i Sønderportsgade med stor dygtighed.
Maren var en selvsikker dame, som måske ville have klaret sig bedre, hvis hun havde været lidt mere blid og føjelig. Hendes temperament løb nogle gange af med hende.

Galgebakken i Ribe - hvor "heksen" Maren Spliid blev brændt
Galgebakken ved Ribe - hvor "heksen" Maren Spliids blev brændt

Maren Splids anklages som heks

I 1637 blev Maren anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder, der måske var misundelig på Lauritz Skrædders succes i handelslivet og sur på sin egen uduelighed. Han påstod, at 3 kvinder var kommet ind til ham om natten. De to kendte han ikke, men den tredje var Maren. De havde holdt ham, og Maren havde lagt sig på ham, vristet hans mund op og blæst ham i halsen. Derefter var Didrik blevet syg og havde brækket en klump bræk op i et bækken. Denne brækklump så mærkelig ud og blev det vigtigste bevis mod Maren.

Brækklumpen blev vist frem til alle - også Ribes øverste myndighed, lensmand Albert Skeel på Riberhus. (Se foto af hans fine gravminde i Ribe Domkirke ). Han kaldte byens præster og biskop sammen, og alle mente, at klumpen ikke kunne være naturlig.
En heks måtte være på spil, og den stakkels Maren blev stillet for retten. Maren og Lauritz Spliid havde mange støtter blandt byens rigeste og mest indflydelsesrige borgere, og i første omgang blev sagen henlagt af mangel på vidner.

Maren Splids dømmes som heks

I 1639 havde Didrik skaffet 6 nye anklagere, alle blandt byens fattigste borgere. Disse mente, at deres sygdom skyldtes Maren. Flere af anklagerne var temmelig fantasifulde.
Denne gang havde Didrik henvendt sig til Kong Christian d. 4, som nu var den egentlig skyldige i at Maren Splids blev dømt.
Christian d. 4. medvirkede til hekseforfølgelser i Danmark, idet han mente heksene skadede ham både i krigen og hjemme. Han sendte omgående sagen til sin lensmand i Ribe, der nu hed Gregers Krabbe, og sagen blev igen rejst på bytinget i Ribe, Riber Ret. Maren Splids blev dømt, og lagt i lænker i fangehullet under Rådhuset.
Når en heks var dømt kunne dommen indankes for landsretten, som i Jylland lå i Viborg. De 3 byer København, Malmø og Ribe havde dog selv tilladelse til en slags landsret. I Ribe kaldtes denne ret Rådstueretten - og det var  borgmestre og rådmænd, der dømte.
Laurits Spliid havde skaffet en advokat og indstævnet alle vidner, nævninge og anklagere. Advokaten fremlagde grunde til, at anklagerne var ugyldige og fremlagde desuden flere skrifter, der støttede Maren Spliids gode rygte. Da de fleste af dommerne støttede Maren, blev hun frikendt for trolddom.
Men lensmanden på Riberhus, der var kongens mand, indklagede sagen for Danmarks højesteret, herredagen i København, hvor kongen sad som dommer. De fælder igen dom over Maren og erklærer dermed Rådstuerettens afgørelse for ugyldig.
Christian d. 4. lod Maren føre til Blåtårn i København, hvor hun blev underkastet tortur og tilstod. Maren angav et helt heksekompagni, 6 kvinder, i sine tilståelser den følgende tid.

Maren Splids brændes på bålet på Galgebakken

Den endelige dom faldt d. 8. november 1641, og dagen efter dommen blev Maren Splids brændt på bålet på Galgebakken i Ribe under overværelse af så mange mennesker, at præsten knapt kunne mase sig frem til hende.
Hun havde fået en halv kande mjød at styrke sig på og et lod krudt bundet på ryggen, for at døden kunne blive fremskyndet. Derefter blev hun bundet til en stige og styrtet i de høje flammer.
Maren Splids dom lød sådan: "Fordi Maren Splid personlig her for retten såvel som tidligere bekender, at hun bruger troldomskunster, og tilmed bevisligt har misbrugt det hellige højværdige alterens Sacramente, tilfinde vi hende som en troldkvinde, på hendes liv at lide bål og brand"
Maren havde under tortur anklaget 6 kvinder, hun var i heksekompagni med. Da de så blev forhørt, angav de igen andre kvinder. Anne Thomasdatter var den eneste af disse, der blev brændt (1641), 13 andre blev reddet, men mindst 5 af dem havde siddet i fængsel i 5-45 uger.
Herefter begyndte heksesagerne at ebbe ud, og byens borgmestre og råd gjorde en stor indsats for at stoppe "heksegalskaben" og redde kvinderne.

Heksebrænding. Maleri fra Ribe
Heksebrænding. Maleri fra Weiss stue i Ribe

22 hekseprocesser i Ribe fra 1572 til 1652

Fra 1572 til 1652 var der 22 hekseprocesser i Ribe. 18 blev anklaget, og 11 af disse blev brændt på bålet.
Den første der blev dømt var Johanne Christensdatter Rygge i 1572, hun blev brændt på bålet.
Den sidste var Anna Bruds i 1652, hun blev også brændt.
Kun en enkelt mand fik en trolddomsanklage, nemlig Niels Holdensen "Portner" i 1642. Han blev frifundet.
Langt de fleste af disse processer foregik mens Christian 4. var konge af Danmark-Norge (1588 - 1648).

Riber Ret

Riber ret var kendt for sin hårdhed (Læs: Riber Ret). Det gælder også i forhold til hekseprocesserne, hvor færre overlevede en anklage som heks end andre steder i landet. Nogle gange forsøgte familien at få flyttet en retssag til landstinget, da de håbede at få en mildere dom der.
Man må dog sige at i Maren Splids sag var kong Chr. 4 en hårdere dommer.
Torturen var også værre. I Ribe ser det ud til, at man torturerede heksene mindst 2 gange, mens man i Italien kun torturerede 1 gang og højst ½ time.
Flere af de anklagedes tilståelser under torturen er bevaret i Ribe, det er de ikke ret mange andre steder
Ved at kigge i både Ribe Byrets og Rådstuerettens tingbøger 1634-46 kan man se, at i Byretten er hekseprocesserne bortset fra gældssager og ejendomssalg den oftest indførte begivenhed. I Rådstueretten havde de efter gældssager den anden største indførsel. Hekseprocesserne hørte egentlig under Byretten.
På bytinget havde byfogeden domsmyndigheden. I rådstueretten var det borgmestre og råd.
Rådstueretten havde i Ribe en særlig stilling som overret i forhold til bytinget. Sådan var det kun - på forskellige tidspunkter - i København, Malmø, Odense og Ribe. Andre steder måtte de anklagede føres til landstinget, dvs. i Jylland nord for Kongeåen førtes de til Viborg.

Fingerskruer. Torturinstrumenter der blev brugt under retssager
Fingerskruer, Museet på Det gamle Rådhus i Ribe. Torturintrumenter der blev bugt i tiden omkring hekseprocesserne - sikkert også under hekseprocesserne

Synlige og Nutidige tegn på angsten for hekse i Ribe

At ripenserne var bange for hekse er der stadig tydelige vidnesbyrd om på nogle af de gamle huse i Ribe. Se op på de gamle huses knægte (udskårne trætrekanter). På flere af dem er der afmærket et kors. På den måde "gjorde husets beboere korsets tegn" og kunne dermed beskytte husets beboere mod hekse. (Tryk på billedet af knægten nederst på siden, hvis du vil se det større)
Læs også om Maren Spliid (Splids) under: Ribe - Danmarks ældste by
Maren Spliids hus findes ikke mere, men det lå på hjørnet af Sønderportsgade og Bispegade. På det hus, der ligger der nu, findes en mindetavle (se foto øverst). På Museet Ribes Vikinger kan man i den stationære middelalderudstilling se den oprindelige dør fra Maren Spliids hus.
På Det gamle Rådhus kan ses forskellige torturinstrumenter, som blev brugt i Ribe i tiden omkring hekseprocesserne. De har formodentlig været brugt i heksesagerne. Læs mere under: "Museer og oplevelsescentre" og "Riber Ret - Det gamle Rådhus"
I det nordre sideskib i Ribe Domkirke ses epitafiet over Lauge Vedel som var Maren Spliids sognepræst. På epitafiet er der drabelige scener om underverdenens dæmoner.
Sankt Hans aften, d. 23. juni, holdes hvert år i Ribe på Hovedengen udenfor Danhostel Ribe. Her som mange andre steder i Danmark brænder vi en "heks" og synger Holger Drachmanns "Midsommervisen", hvor der står:
"Hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde."

En ca. 100 år gammel tradition hvor vi symbolsk brænder det onde af. Så helt har hverken ripenserne eller resten af Danmark lagt "hekseskrækken" fra sig.

I videoen fortæller Liv Thomsen om Maren Spliid og hekseforfølgelser. Fra tv-serien "Liv i renæssancen"

Heksemuseum i Ribe

Sydvestjyske Museer planlægger for øjeblikket et heksemuseum i Quedens Gaard (bygningen som går fra hjørnet af Sortebrødregade og Overdammen og helt hen til Kølholtslippe). Heksemuseet får dermed hjemme i "et fantastisk spændende og lidt uhyggeligt renæssancehus fra 1580. Heksemuseet skal ikke blot fortælle den lokale heksehistorie, selv om den ellers er barsk nok. Ambitionen er at skabe et europæisk heksemuseum, fordi hekse- og trolddomsforfølgelser var så udbredt i mange lande i 1500 og 1600-tallet. Hermed vil de mange udenlandske gæster i byen også få en endnu mere perspektivrig oplevelse", siger direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just. (se pkt. 22 i Ribe - Danmarks ældste by)

Hekseforfølgelser i Danmark og Europa

Hekse, trolde, heksejagt, hekseprocesser eller trolddomsprocesser
Dengang, da hekseforfølgelserne foregik, kaldte man de anklagede for troldfolk, og Maren Splids blev dømt som troldkvinde ved en trolddomsproces. Nu om dage bruger vi ordene heks og hekseprocesser, men de blev først taget i brug fra slutningen af 1600-tallet.

Hekse i Danmark

I Danmark foregik langt de fleste af de ca. 2000 trolddomsprocesser efter reformationen i 1536. Processerne fortsatte i 1600-tallet og blev værre endnu efter 1617, hvor det også blev ulovligt at forsøge at helbrede andre med magi – altså forsøge at gøre noget godt for en anden. Ca. halvdelen af de anklagede endte på bålet.
I en tid hvor landet var plaget af pest, utallige krige og store religiøse forandringer, og hvor en stor del af befolkningen blev fattigere og fattigere, var der stor usikkerhed blandt folk. Der var brug for at finde syndebukke, man kunne give skylden for alle ulykkerne.

Efter reformationen i Danmark kunne enhver anklage en anden for trolddom. Det var ikke kirken der dømte, men de verdslige domstole og i øverste instans kongen selv. Og mærkelig nok blev der sjældent sat spørgsmålstegn ved anklagen, man troede som regel på, at den anklagede kunne få andre til at blive syge og dø ved at udføre trolddom.

Når en person blev anklaget som heks, blev den eller de, der havde anklaget vedkommende samt flere vidner indkaldt til forhør over flere tingdage. Hvis den anklagede blev kendt skyldig var næste trin tortur (kaldet pinlige forhør).  Man gennemførte torturen, efter den anklagede var kendt skyldig, fordi man troede, at kun ved at have bekendt alle sine synder ville Gud mildne sin dom over den dømte – torturen var altså heksens første skridt på vej mod forsoningen med Gud.
Den sidste hekseproces i Danmark var i 1693, hvor Anne Palis blev brændt på bålet på Falster.

De fleste, der blev anklaget var kvinder

De fleste, der blev anklaget var kvinder, i Jylland 9 ud af 10. I byerne var det især fattige, ældre kvinder, som tog alle midler i brug for at skaffe til dagen og vejen, og derfor også tit kom på kant med deres naboer og bysbørn, der blev irriterede på dem. Hvis så kvinderne åbnede munden mod dem og lovede dem alverdens ulykker, som senere gik i opfyldelse, så var de et oplagt emne for hekseforfølgelse. Man kom heller ikke så let selv i klemme ved at anklage en stakkel gammel kone, som alle var irriteret på, som ved at anklage en agtet borger i byen, der havde mange støtter.
På landet var de fleste anklagede dog almindelige bondekoner, som ikke var specielt fattigere end andre.
Mændene klarede som regel deres konflikter med fysisk vold.

Hvad gik anklagerne ud på?

Anklagerne gik oftest ud på, at den dømte havde skadet andre mennesker eller deres ejendom. F.eks. ved at påføre dem en ulykke efter et skænderi. Et sådan skænderi kunne nogle gange ligge flere år tilbage.
Eksempel: Giertrud Povels i Ribe blev beskyldt for at være troldkvinde, fordi vidnet ikke havde villet give hende noget suppe, da Giertrud havde barslet. Giertrud var blevet vred og havde lovet vidnet skam derfor. 8 dage efter havde vidnet fået ondt i en finger, som derefter måtte skæres af.
Giertrud blev brændt som heks i 1577.

Hekseanklagerne blev også nogle gange brugt til at aflede opmærksomheden fra én selv, hvis man godt vidste, at man ikke havde opført sig helt pænt, f.eks. nægtet at give en fattig tigger eller nabo lidt hjælp. Man kunne jo ikke længere købe syndsforladelse i den katolske kirke, men hvis man i stedet sagde, at man var forhekset til at synde, så kunne man kaste lidt pænere lys på sig selv og alligevel blive frelst.
Det var det Oluf Andersen Klokker gjorde, da han anklagede Anna Lourup i Ribe, for selv at redde skindet efter flere slagsmål og husspektakler. Anna Lourup blev brændt som heks i 1613.

Hekseforfølgelser i Europa. Heksen Anneken Hedricks brændes 1571 i Amsterdam
Anneken Hendricks blev  brændt på bålet  i 1571 i Amsterdam, Holland, på samme måde som en heks, men hun var dømt som kætterske – ikke som heks . Jan Luyken (kobberstik i 1685-udgaven af ”Martyrernes spejl” )

Trolddomsforfølgelser i Europa

Omkring 100.000 mennesker blev anklaget for hekseri i Europa mellem ca. 1485-1690. De fleste fra 1585 til 1620. Ca. halvdelen af de anklagede blev henrettet.
De mest intense forfølgelser foregik i Centraleuropa.
Alle forskellige slags ulykker blev forklaret med trolddom og både katolikker og protestanter blev anklaget og dømt.
I de katolske lande var det kirken, der skulle dømme i trolddomssager, og den katolske inkvisitor - hvis opgave det var at finde kættere - der anlagde sag.
Den katolske inkvisition henrettede sjældent folk for trolddom. F.eks. blev der i Italien ført mange processer, men efter 1560 blev ingen henrettet for trolddom af inkvisitionen. Det skyldtes dels, at den katolske kirke ofte ikke troede på anklagerne og ofte søgte de f.eks. medicinske årsager til et dødsfald.
Desuden var trolddom ganske vist en alvorlig synd, men man mente, at den skyldige kunne "omvendes" ved bodshandlinger.
For den lutherske lære var det kun Gud, der kunne tilgive mennesket, og da troldfolkene derfor ikke kunne tilgives her på Jorden, var man nødt til at straffe dem med døden.

Der var også forskelle på hvad beskyldningerne lød på. F.eks. handlede de italienske trolddomssager ofte om at opnå noget, medens de danske mest var noget med at ville andre ondt.
I Italien blev en kvinde anklaget for at have dræbt en kæreste, der døde af høj feber.  Hun indrømmede, at hun havde brugt nogle bønner for at holde ham i live. Hun dømtes for at have brugt bønnerne forkert og udøvet magi - men hun dømtes ikke for trolddom. I Danmark havde hun nok ikke undgået at blive dømt for drab og være endt på bålet som heks.

Heksebrænding. Derenburg, Tyskland. 1555. Farvelagt stik

Heksebrænding. Derenburg, Tyskland. 1555. Farvelagt stik
 
Kilder:           
1. David Grønlund: Historisk Efterretning om de i Ribe By for hekseri forfulgte og brændte Mennesker. 1780.
2. Louise Nyholm Kallestrup: ”Svoren til Ild og Brand for hendes Trolddomsgerninger” –  glimt af en svunden forestillingsverden i trolddomsprocesserne i Ribe i begyndelsen af det 17. århundrede. By, marsk og geest nr. 21. 2009
3. Weekendavisen 5. dec. 2008. Jane Benarroch: Heksetro. Spar os for Guds vrede. Interview med Louise Nyholm Kallestrup ud fra hendes ph.d. afhandling: Trolddomstro og trolddomsforfølgelser i Italien og Danmark 1570-1660)
4. Louise Nyholm Kallestrup: Trolddomsforfølgelser. Ribe Bys Historie 2. 1520-1850. s. 294-305
5. Ole Degn: Rig og fattig i Ribe. 1981
6. Gretelise Holm: Maren Splids - En heks fra Ribe
7. Torben Bramming: Heksenes by. Ribes hekseforfølgelser 1572-1652, 2011. Kan bruges til undervisningsmateriale i folkeskolen

Og til sidst en roman om Maren Splids: Palle Petersen: Fandens heks. Maren Splids og Christian den 4. 2013


© Danhostel Ribe Vandrerhjem. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til Maren Spliid - Heksen eller Danhostel Ribe

Maren Spliid. Mindetavle i Sønderportsgade
Maren Splids. Heks i Ribe. Levendegørelse ved guidet byvandring
Maren Spliids hus på hjørnet af Sønderportsgade og Bispegade
Albert Skeel. Gravminde i Ribe Domkirke
Skilt ved Galgebakken
Kors i knægt. Her i en Ribeknægt. Heksebeskyttelse
Tingslippe, hvor fængslet lå

Reservation

-
+
-
+

Online Betaling